Opdag skønheden i Oman
Vi ankom til markedet i Al Mintrib lige som vreden i markedet nåede sit højdepunkt
har været nr. 1 på min bucket list siden jeg startede denne rejse. Intet andet har fortryllet mig som dette mystiske land i den sydøstlige del af Arabien, og alligevel var alt, hvad jeg vidste om det, fra bøger.
Jeg havde læst, at det var anderledes end resten af Mellemøsten: grønt og frodigt, et land med slotte, bjerge og havne, rygter siger, at det er fødestedet for Sinbad Sømanden og hjemsted for et maritimt imperium, der engang strakte sig fra Østasien over Det Indiske Ocean. Men hvordan ville det være i dag?
Vores fly landede i hovedstaden Muscat, en havneby der var omkranset af mure indtil 1970'erne, men som i dag er fyldt med trafik de fleste timer af dagen. Vi brugte tre timer på at køre fra lufthavnen til vores hotel. Ikke den bedste første impression!
Al Husn Hotel
Heldigvis gjorde Al Husn Hotel mere end op for det. Beliggende 20 kilometer øst for byen på en afsides ø i Oman-bugten er ejendommen designet som en traditionel omansk fæstning og dekoreret i den fineste arabiske luksus. Vi blev budt velkommen med appelsinfyldte dadler og kardemommespice kaffe, vi sank ind i vores omgivelser og tilbragte en dag med at slappe af på stranden.
Vores program tog hurtigt fart herefter. Næste dag skyndte vi os over byen for et radiointerview med DJ Chris Fisher fra 104.8 the Merge for at tale om BBB-rejsen og vores planer for Oman – at udforske de tre forskellige regioner i bjergene, ørkenen og kysten.
Muscat og Muttrah
Først satte vi kurs mod den gamle havn i Muscat. Selvom meget af byen er præget af forstædernes udbredelse, indkapsler den gamle by den fortryllende arabiske havneby, som jeg forestillede mig, det ville være. Går man langs cornichen, ser man trædhows svømme ud for kysten, zigzaggende stræder klemt mellem skarpe klipper, røg fra røgelse svævende fra souken op mod runde kransede vagttårne, der parade over havnen.
Road Trip til Hajjar-bjergene
Denne scene gjorde os kun mere ivrige efter at dykke dybere ind i Oman. Næste dag mødtes vi med to expats: hollandskfødte omansk hånd Ingmar og Al, en nyankommen fra Storbritannien. De fire af os trængte ind i en 4x4 og satte kursen direkte sydvest mod Hajjar-bjergene, måske Omans mest distinkte træk. De rejser sig brat fra Sahara og giver landskabet en følelse af varighed, der kontrasterer med de skiftende sandmasser i ørkenen. Deres toppe er skarpe; deres dale er mejslede, og i deres folder er der frodige oaser og små landsbyer.
Overfloden af grønt i et så tørt klima betyder kun én ting: vand, den mest dyrebare ressource i ørkenen. For århundreder siden udviklede omanere falaj, der grundlæggende er et langt akvædukt, der transporterer vand fra bjergtopkilder til slettene nedenfor, hvilket gør det muligt at vande marker og opretholde store befolkninger. Vi besøgte en sådan landsby, Al Himri, som hovedsageligt bestod af mudderhytter og dadelpalmeplantager.
I løbet af ugen ville vi også besøge et antal wadier, de smalle vandfyldte kløfter, der engang fungerede som vejstationer for tørstige beduiner og i dag gør sig godt som svømmehuller. Fra den 1,5 km lange Snake Gorge til den enorme Wadi Shab, var vi aldrig langt fra lovningen om en forfriskende svømmetur.
Wahiba Sands
Det meste af Oman er tørt og arid. Oman indeholder et lille afsnit af Det Tomme Kvartal, kendt som den mest øde strækning af ørken i Arabien. Et af vores sande bucket list-mål er at ride på en kamel gennem dette område. Desværre tillod vores ugelange ophold ikke tid til en sådan bestræbelse, og derfor indgik vi et kompromis med en nat i en ørkenlejr i de nærliggende Wahiba Sands.
Efter en fredelig nat under stjernerne vækkede ejeren Humayid os med en overraskelse: det var den bi-årige fejring af Eid, en vigtig muslimsk helligdag, der grundlæggende involverer at ofre en ged til Allah. Selvom vi er for squeamish til at se kulminationen af festivalen, tænkte vi, at det ville være interessant kulturelt at se folk købe og sælge gederne.
Eid Souq
Vi ankom til markedet i Al Mintrib lige som vrede i markedet nåede sit højdepunkt. Priserne var lave i år takket være rigelige regn og et overflod af fyldige geder. Vi vandrede gennem markedet og så penge og husdyr skifte hænder, børn løb og grinede, mens deres fædre lavede forretninger, og deres dækkede mødre overvågede deres nye ejendom. Da gederne blev læsset ind i pickup trucks, gik vi dybere ind i markedet og skiftede vores fokus til de mennesker, vi stødte på.
Portrætter, alle ville have os til at tage portrætter. Vi blev bombarderet med unge omanske drenge klædt i mocha-farvede dishdashas, deres hoveder indpakket i rød og hvid keffiyehs. De nærmede sig os i grupper, stod foran vores kameraer med smilede ansigtstræk og stirrede ind i dybden af vores linser. Så løb de væk og skreg mens de sprøjtede dåser med kunstig sne op i luften.
Indenfor souken så vi ansigtstræk, der så ud som om de kom fra en historie fra to århundreder siden. Gamle mænd med tykke skæg, rynkede ansigtstræk og elegante turbans, hængende på deres rifler, mens de sippede kaffe på gulvet i soukken, med den ene hånd roligt hvilende på grebene af deres khanjars.
Vi forlod to timer senere, vores kameraer fyldt med billeder, der vil fortsætte med at fortrylle os i mange år fremover. Oplevelsen udgjorde det perfekte højdepunkt på vores rejse, en påmindelse om, hvor mange livsvin t er ukendte for os, på trods af vores stadigt voksende rejseerfaring.
Vejen førte os tilbage til Muscat for at slappe af på Sifaway Boutique Hotel, mens vi sugede lidt Omani sol ind, mens vi samlede vores videoer, skrev disse blogs og drømte om fremtidige rejser i regionen. Måske krydser vi Det Tomme Kvartal med kamelkaravaner? Måske sejler vi en dhow til Zanzibar? Alex og jeg talte om mulighederne hele vejen til lufthavnen, drømmende, mens vi satte kurs mod Afrika.
Vil du gerne holde dig opdateret med Alex og Markos rejsetekster? Hold øje med bloggen og tune ind til BBBtv…
